Når et englebarn bliver født, bliver forældre trods alt forældre.
ALTID har jeg som fotograf haft tilgangen, at vi ikke skal gemme det “svære” i livet. Når det er så basalt som et barn der bliver træt af det til en familiefotografering og græder, bliver trøstet. Her stopper jeg ikke med at fotografere, det er HER jeg starter sådan rigtigt. For det er her vi ser menneskerne som de er. De svære øjeblikke kan nemlig være so utrolig smukke – også når vi ser på noget, som ikke er “pænt” i den gamle måde at tænke fotos på.
Øjeblikkene bliver smukke, når du kigger med hjertet, når du kan se kærligheden, når du kan se nærvær iblandt menneskerne. For kærligheden og connection er det, der giver billederne liv. Det er kærligheden der giver dig følelserne tilbage, når du kigger på dem senere i livet.
Men denne her gang blev det endnu mere meningsfyldt…
Det der skulle blive til en fødselsfotografering vender på et splitsekund til fotografering af et englebarn.
Camilla havde kontaktet mig i August måned, for at fortælle mig, at hun ønskede mig med til fødslen og hun var glad for at vide, jeg var så tæt på. Vi aftalte, vi ventede med nærmere aftale, indtil hun var lidt længere hen i graviditeten og fulgte hinanden på Instagram i mellemtiden.
To måneder senere ændrer alt sig pludselig.
Og det var så meget kærlighed, jeg så, dengang jeg for første gang forstod, at Camilla & Markus havde mistede deres søn Manfred, efter en spontan og alt for tidlig fødsel i uge 23. De to var på et splitsekund blevet forældre til et englebarn. Den måde de to valgte at sørge, og fik lov til at sørge rørte mig helt ind til kernen. Englebørn har lige sådan en plads i vores liv, som levende børn. For de gør nogen til forældre.
Camilla & Markus delte åben omkring deres sorgprocess på profilen @kampenforatbliveforældre på Instagram, hvor de før havde delt om deres forløb i fertilitetsbehandling. Det var derfor, jeg et par dage efter Manfred var gået bort, tilbød Camilla at komme hjem og dokumentere deres tid, de havde sammen med deres skønne dreng inden bisættelsen. Jeg følte, det var det de havde brug for.
Mandag den 24/10 blev jeg vidne til den smukkeste afsked for englebarn Manfred - hjemme i trygge og de mest kærlige rammer.
Den morgen jeg kørte ud til familien, var en grå morgen, men Camilla og Manfred havde glædet sig. De hentede deres dreng hjem efter mange dage på Skejbys Afsnit for Tab, hvor de havde fået den mest fantastiske behandling. Her fik de at vide, at alt var muligt, lige som de havde brug for. Det var endda muligt, at låne en barnevogn, for at kunne komme på en gåtur med deres lille Manfred.
Den dag var der også aftalt et møde med bedemanden kl. 13. Inden der havde jeg et par timer hos familien, sammen med hundene og nærmeste familiemedlemmer. Den måde alle var med til det her, har virkelig rørt mit hjerte. Den forståelse og den omsorg, og den åbenhed, som du kan mærke på billederne var så livsbekræftende og hjerteskærende på samme tid.
"Hvorfor skal man fotografere en død baby?"
Det er der mange der tænker, og det kan jeg godt forstå, for det “plejer” vi ikke at gøre. Men et dødt barn skal fotograferes, når de forældre, der fremover kun kan tænke sig tilbage, kan understøtte minderne med hjælp af de billeder – og det skal kun gøres når forældrene synes de har behov for det.
Hvis ikke de har behov for det, skal det ikke gøres. Problemet er, de fleste ved ikke at de kommer til at få behovet, og når det går op for dem er tiden gået.
Derfor kæmper jeg for at det her bliver afmystificeret i Danmark – og gør det mest igennem Foreningen for Danske Fødselsfotografer, hvor jeg er formand.
Det skrev Camilla til mig efterfølgende.
“
Vi er dig evig taknemlig for at du rakte ud til os og gav os noget vi ikke troede var muligt. Vi er så glade for at vi takkede ja, for vi vil ikke være foruden de billeder du har givet os. 
Tusind tusind tak for at gøre vores sorgproces så meget mere healende. Tusind tak for at fange de smukke øjeblikke vi har haft med Manfred. Det betyder alt “
Da jeg gik fra familien den dag vi tog billederne, krammede vi hårdt, så hinanden i øjnene og aftalte at, næste gang vi mødes, bliver det til en hel almindelig fødselsfotografering. Den bedste aftale, jeg har lavet i 2022.
Vil du hjælpe med at sprede budskabet?
Det vigtigste er, at ALLE mennesker ved, at det er en mulighed at få en fotograf ud og få de sidste stunder foreviget. Jeg er i skrivende stund ved at bygge et netværk af fotografer op, som vil stå for gratis fotografering af englebørn & deres familier, fordi vi kan mærke der er et kæmpe behov derude.
Så hvis du læser det her, vil du være sød at dele artiklen via knappen forneden på dine sociale medier, sådan at vi kan nå så langt ud som muligt?
For nej, ikke alle englebørn skal fotograferes, men vi vil så gerne ramme de familier, som ikke tænker over det i den ubærlige situation, men hvor det vil gøre en verden til forskel – lige som for Camilla & Markus.
TAK fordi du læste med og endnu mere TAAAAK og din opbakning!
Er du fotograf og ønsker at være med i netværket af fotografer for englebørnsfamilier?
Send mig en mail og vi får en uforpligtende snak, hvor jeg fortæller dig hvordan det foregår. Når du er med i netværket forpligter du dig ikke til noget. Men lad mig gerne forklare dig personligt. Jeg glæder mig til at høre fra dig.
Se også hele Camillas fortælling ét år senere, efter hun blev mor for anden gang.
Dengang til skønne, livlige Solfred hun fik med hjem i sine arme. Du kan se den her i bunden af artiklen om englebørnsfotografering.
Kærlig hilsen Eva
Pingback: Hjælper i foreningen Små Glimt med at forevige englebørn